top of page

Når lysten daler

Sexlyst i det langvarige parforhold


Sexlyst eller mangel på samme er en af de mest almindelige udfordringer i langvarige forhold – og også en af de mest tabubelagte. 

Når hverdagen fyldes med børn, arbejde og praktiske gøremål, er det helt normalt, at sexlivet forandrer sig. Det betyder dog ikke, at gnisten er væk for altid.


Sexlyst forandrer sig igennem livet– og det er helt normalt


Sexlyst er ikke en konstant følelse. Den påvirkes af mange faktorer: fysisk og psykisk trivsel, relationel nærhed, kommunikation og livsomstændigheder. Nogle gange følger lysten med, andre gange skal den genopvækkes – og det kræver både ømhed, tålmodighed og nysgerrighed. Det kan godt føles som om lysten er helt væk i perioder. Den gode nyhed er at den ikke er væk, men blot gemmer sig lidt.

Når et forhold begynder, er lysten ofte stærk. Den tidlige fase er præget af forelskelsens biologi – hormoner som dopamin og oxytocin giver en stærk følelsesmæssig og seksuel tiltrækning. Man kan næsten ikke få nok af hinanden.


Men i takt med at forelskelsen aftager og forholdet bliver mere stabilt, ændrer sexlysten ofte karakter. Dette er helt normalt og ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt. Faktisk er det en naturlig overgang fra passioneret forelskelse til tryg kærlighed.



Når lysten ikke matcher


Det er almindeligt, at to parter ikke har samme niveau af lyst på samme tid. Det kan føre til frustration, misforståelser og afstand. Men forskellig sexlyst er ikke problemet i sig selv – problemet opstår, når I holder op med at taler om det. Vejen er åben og tryg kommunikation. Lysten tåler ikke af skam eller pres – men næres af forståelse og følelsen af at være elsket, tryg og af at blive set.


Der er noget stille og sårbart over at ligge ved siden af én, man elsker – og føle, at man ikke bliver rigtigt mødt. Når man mærker at man har lyst, og ens partner ikke har. Når vi igen drejer ryggen til hinanden i mørket og lader stilheden tale.


Det er ikke bare sex, det handler om. Det er følelsen af at længes – efter nærhed, begær, bekræftelse. Eller følelsen af at blive presset til noget, man ikke mærker lyst til. Det kan føles som en afvisning, også selvom det ikke er ment sådan. Og jo mere vi ikke taler om det, desto større bliver kløften mellem os.


Man bare kan ikke “tage sig sammen” til at få lyst. Og man ved måske godt, at den anden også kæmper – måske med træthed, stress, selvbillede, eller noget, man ikke engang helt selv kan forklare. Men det er svært ikke at tage det personligt, når jeg rækker ud, og du ikke tager imod. Afvisningen gør ondt.


Måske tænker du "vi elsker hinanden. Det ved jeg. Men vi har brug for at finde hinanden her – et sted hvor der er plads til både min lyst og din manglende lyst. Hvor vi ikke skal yde noget, men være ærlige og nysgerrige. Hvor sex ikke bliver en kampplads, men en samtale. Et rum, vi begge kan være i uden skam eller skyld. Måske skal vi finde nye måder at være tætte på. Måder, der passer til, hvor vi er nu. Og måske betyder det, at vi må tage nogle svære snakke – men jeg vil hellere det end at leve i tavs afstand.


Jeg savner dig. Ikke bare din krop – men os, som vi var, og som vi måske kan blive igen. På en ny måde.


Hvad er sex egentlig?


Måske er det hjælpsomt, at blive enige om hvad vi taler om, når vi taler om sex.


Sex er enhver form for kropslig eller følelsesmæssig intimitet, der involverer seksuel nydelse, lyst eller forbindelse mellem én eller flere personer.


Traditionelt er sex ofte blevet defineret som samleje (penetration mellem penis og vagina), men i dag anerkender både fagfolk og par, at sex rummer meget mere:


Sex kan være:

  • Kys, kærtegn og berøring med og uden seksuel intention

  • Oralsex, håndsex eller anden form for stimulation

  • Samleje i forskellige former (vaginalt, analt)

  • Sanselig massage og kropslig kontakt

  • Fælles onani eller erotisk leg

  • Seksuel kommunikation, fantasier og rollespil mm


Det vigtigste element i sex er samtykke, nydelse og nærvær. Sex behøver ikke altid være fysisk – det kan også være følelsesmæssigt, og det handler i høj grad om forbindelse og lyst, mere end én bestemt handling.



Genopdag eller genoptag nærhed og intimitet


Et langvarigt forhold har både styrken og risikoen i, at man “kender hinanden”. Nogle gange glemmer man at være nysgerrige på hinanden, som man var i starten.


Det handler ikke nødvendigvis om nye sexstillinger eller legetøj – men om at genopdage hinanden og skabe rammer for nærvær, nydelse og tryghed.



3 små øvelser der kan styrke jeres sexlyst


Her er tre simple, men effektive øvelser, I kan prøve sammen – uanset hvor I står i forholdet:


1. Intimitetsaften – uden præstationspres


Aftal én fast aften om ugen, hvor I er sammen uden krav om sex. Tænd stearinlys, læg mobilen væk, og vær fysiske på jeres egne præmisser: hold om hinanden, giv hinanden massage eller lig bare tæt. Når sex ikke er målet, kan lysten lettere opstå af sig selv.



2. “Jeg elsker, når du…” – sæt ord på det gode


Skiftes til at sige én ting ad gangen, du elsker, når din partner gør. Både seksuelt og i hverdagen. Eksempler:

“Jeg elsker, når du kysser mig i nakken.”

“Jeg elsker, når du tager dig tid til at lytte, når jeg har haft en hård dag.”


Denne øvelse styrker følelsen af at være ønsket og værdsat – noget af det mest lystfremmende der findes.



3. Ja/nej/måske-lister – opdag jeres fælles rum


Skriv hver især tre lister med seksuelle handlinger eller fantasier:

Ja: Det vil jeg gerne

Måske: Jeg er åben, men har behov for tryghed

Nej: Det er ikke for mig


Sammenlign jeres lister og se, hvor I matcher. Det kan skabe tryghed for at åbne op for noget nyt – og give jer ideer til, hvordan I kan være intime på nye måder.



Har I brug for hjælp?


Hvis I oplever længere perioder med lav lyst eller ubalance i jeres sexliv, så er det helt okay at søge støtte. En samtale med en parterapeut eller sexolog kan give nye perspektiver og konkrete redskaber til at finde hinanden igen – både følelsesmæssigt og fysisk.



Lysten kan genopstå


Det er vigtigt for mig at understrege at lysten kan genopstå. Det handler ikke om at genskabe ungdommens spontane nætter – men om at opdage en ny måde at være nære på. Sex i et langvarigt forhold kan blive mere meningsfuldt, dybere og mere tilfredsstillende, hvis man tør være nysgerrig og ærlig. Og det begynder ofte med at skabe tryghed og turde tage samtaler om vores lyst. Mange par oplever faktisk, at deres sexliv bliver bedre med alderen – ikke fordi det er som i starten, men fordi det bliver mere ærligt, trygt og tilpasset deres livssituation.


Kærligst Naja



Har du spørgsmål eller ønsker at booke en samtale? Det er muligt at booke en samtale her på min hjemmeside eller ved at skrive til mig på najafrostfriis@gmail.com





 
 
 

Comentarios


bottom of page