Skam tåler ikke dagslys.

Når skammen holdes skjult, får den lov at styre i det stille.

Den skaber afstand. Til andre mennesker og til dig selv.

Men i det øjeblik noget bliver sagt højt, begynder grebet at løsne sig.

Ikke fordi skammen forsvinder, men fordi du ikke længere står alene med den.

Skam er stille.

Den viser sig sjældent som klare tanker, men som fornemmelser i kroppen.

En spænding.

En uro.

En oplevelse af at være forkert. For meget. For lidt.

Den kan få dig til at trække dig, tilpasse dig, holde igen.

Til at gøre dig mindre eller holde fast i kontrol.

Og midt i det kan den skabe en dyb følelse af at være alene.

Skam er ikke altid noget, du kan sætte ord på med det samme.

Den lever ofte under sproget.

I kroppen.

I dine automatiske reaktioner.

I det, du gør, før du når at tænke.

Måske mærker du det som en spænding i brystet, når nogen kommer tæt på.

Eller som en impuls til at skifte emne, glatte ud, gøre stemningen lettere.

Måske som et hurtigt “det er fint”.

Eller en tendens til at overtilpasse dig.

Her er skammen ikke en tanke, du kan ændre med vilje.

Den er en indlært bevægelse.

En måde at være i verden på, som engang har haft en funktion.

Som måske stadig forsøger at beskytte dig.

Og samtidig kan den holde dig væk fra det, du længes efter.

Med tiden kan der begynde at komme ord.

En stille nysgerrighed på, hvad der egentlig er på spil.

For skam lever af isolation.

Den vokser i det, der ikke bliver delt.

I forestillingen om, at hvis andre så det hele, ville de trække sig.

Derfor kan det være et vigtigt skridt at sige noget højt.

I dit eget tempo.

Måske ikke til mange.

Men til én.

Et menneske, der kan være sammen med dig i det, uden at skulle ændre det.

Når du sætter ord på det, du har båret alene, sker der ofte noget i kroppen.

Spændingen kan slippe en smule.

Åndedrættet får lidt mere plads.

Og du kan begynde at mærke, at du ikke er alene.

Det betyder ikke, at skammen forsvinder.

Men relationen til den kan ændre sig.

Den får mindre magt.

Mere bevægelighed.

Og måske er det her, noget nyt begynder.

En mere nænsom måde at være i dig selv på.

En mulighed for at være lidt mere ærlig med dig selv og med andre.

Ikke perfekt.

Ikke færdig.

Men til stede.

For det, vi skammer os over, er ofte dybt menneskeligt.

Og det, der føles mest adskillende, kan vise sig at være det, der forbinder.

Så måske handler det ikke om at få skammen til at forsvinde.

Men om at møde den i små skridt, i trygge relationer.

Indtil den ikke længere bestemmer, hvor tæt du må være.

På andre.

Og på dig selv ♥️